Thomas rejse til Madagaskar

Emne – Thomas jagten på den gode vanilje

Vanilje historie rejsebeskrivelse

Vil du med til Madagaskar?

Min gode ven Michael spurgte mig en dag om jeg ville med til Madagaskar og se på økologisk vanilje.

Michael og jeg har begge arbejdet i Afrika i starten af 00’erne. Jeg var udstationeret i Kenya som forretningsrådgiver for et landbrugskooperativ og har i størstedelen af mit voksenliv arbejdet med fødevarer og helst med fokus på økologi og fairtrade.

Så ville jeg med til Madagaskar, verdens 4 største ø, et eksotisk land med enestående natur, masser af endemiske dyrearter og besøge vores producent af den verdensberømte Bourbon vanilje? Det ville jeg i hvert fald J

I slutningen af januar 2020 byttede vi kolde Danmark ud med tropisk varme Madagaskar og landede sent lørdag aften i hovedstaden Antananarivo. Nu kunne vores vanilje eventyr begynde.

Antananarivo – rejsen begynder

Efter et forsigtigt morgenmåltid (maven skal jo vænne sig til den lokale bakteriekultur) gik turen ud i byen.

Madagaskar er en af verdens økonomisk fattigste lande og det blev hurtigt tydeligt da vi gik vores første tur i Antananarivo. Murstenshusene og træhusene trængte oftest til mere end en kærlig hånd, store huller i vejene, flere steder rodede mænd, kvinder og børn igennem affald efter madaffald som de puttede i en brugt madoliedåse som de senere kunne opvarme.

I de mange charmerende små træskure var der boder hvor beboerne kunne købe deres daglige fornødenheder i små enheder i en dag til dag eksistens.

Jeg interesserer mig i sagens natur for mad og lækre råvarer og derfor syntes jeg altid det er vildt spændende at opleve hvad markeder, gadekøkkener og madboder har på menuen. 

Madagaskars indonesiske og østafrikanske rødder kombineret med befolkningens generelt begrænsede økonomiske råderum betød at gadekøkkenet ofte var de klassiske friturestegte fedtede retter fyldt med stivelse som er meget billige at lave, men heller ikke indeholder så meget næring. For mig var der heldigvis også en masse farvestrålende frugter og grønsager i de små boder.

Et paradoks der ses mere og mere i udviklingslandene er trods udbredt fattigdom så kan man observere en stigende grad af overvægtige i befolkningen.

De barske økonomiske realiteter til trods er der som regel overskud til øjenkontakt, et smittende smil og en hjælpsomhed når vi på vores bedste skolefranske spurgte efter vej eller var nysgerrige på hvad vi oplevede.

Befolkningen på Madagaskar har fra gammel tid baggrund i indonesiske og østafrikanske aner og er deres helt egne med det mørke hår, lysebrune hudfarve og let til smil fik mig til at tænke i retningen af kreolske folkeslag

Januar er som regel en våd periode på Madagaskar og med et vejnet og asfaltering som umiddelbart ikke prioriteres højt, var vores første stop med indenrigs fly til Sambava som ligger i den nordøstlige del af øen.

Flyveturen hen over den østlige del af Madagaskar var på en gang utrolig smuk og alligevel trist.

Jordens opdeling i små parceller understregede folks afhængighed af subsistens landbrug. Den udbredte fattigdom afspejlede sig desværre også i omfattende træhugst og et dyreliv under voldsomt pres.

Billedet illustrerer også hvordan Madagaskars rige naturressourcer ikke kommer den brede befolkning til gode (derfor vil vi gerne handle direkte uden mellemmænd, så størst mulig af vaniljeværdien kommer landet og dets befolkning til gode)

Indflyvningen til Sambava, den regionale lufthavn, var til gengæld klassisk smuk med hvide sandstrande, azurblåt hav og lysten til at trække i badetøjet.

Sambava – Nord Madagaskars storby

Da vi ankom til Sambava provianterede vi lidt til vores 4 timers bumlende køretur som bød på lidt kiks, vand og nogle bananer fra en smilende dame i en af de utallige småboder.

På vejen til vores slutdestination Vohemar passerede vi adskillige små charmerende landsbyer bestående af træhuse ofte med legende børn eller en gruppe unge eller ældre mænd som stod og hang.

Vohemar – Vanilje metropol

I Vohemar blev vi indlogeret på Hotel Baie d’Iharana beliggende ud til vandet med en skøn udsigt.

Michael og jeg var blevet enige om at vi skulle tidligt op og have en dukkert i det Indiske Ocean. Efter en lille gåtur med at finde det bedste sted hoppede vi i bølgen blå, dejligt forfriskende og samtidig var vi begge lidt kede af endnu et bevis på det store problem plastik udgør i mange dele af verdenen. Der var sørgeligt meget plastik på stranden og i vandet. Det var en god reminder om hvorfor det er så vigtigt at vi alle prøver at begrænse vores ressourceforbrug, ikke mindst af plastik.

Vi gik tilbage til hotellet en oplevelse rigere og lige i tid til at nå vores bad og toiletbesøg meget præcist da strømmen bla. blev slukket mellem kl. 07.00-08.00 

Som i mange udviklingslande er strøm og energi også en begrænset ressource derfor skulle vi om morgenen time vores morgenrutiner.

Nu var det nu! Spændte som to små børn lige inden pakkerne skulle pakkes ud juleaften kørte vi ud til producenten af vores økologiske Bourbon Madagaskar vaniljestænger.

Duften, ja men altså duften af vanilje!

Straks da vi kom indenfor, ramte den os – duften af den søde krydrede bourbon vanilje –

Producenten af vores vanilje er en fransk mand, Jean Christophe, som fandt kærligheden på Madagaskar for mere end 20 år siden. Han har siden opbygget sit firma til at være en god og sund virksomhed der har et kæmpe areal med egne vaniljeorkideer og samtidig også modtager grønne vaniljebønner fra de lokale vaniljefarmere.

Jean Christophe har, udover vaniljeplantagen, et samarbejde med flere tusinde lokale småbønder om dyrkning af vanilje. Her sikres det, at produktionen foregår efter økologiske og bæredygtige landbrugskriterier. En god uddannelse og en fair løn sikrer, at der ses godt efter vaniljen året rundt.

Jean Christophe´s firma er meget vigtigt i dette område. Han fortalte at på den ene side aftager de vaniljebønner fra lokale farmere og på den anden side er de en stor arbejdsgiver hvor der i højsæsonen er ansat mere end 250 lokale beboere til at bestøve, plukke, sortere, tørre og pakke de færdige vaniljestænger m.m

Generelt bliver verdens vanilje produceret i nogle af verdens fattigere lande og samtidig er vanilje en af de mest arbejdsintensive afgrøder. Derfor har der med rette været rejst en del kritik i forhold til børnearbejde, sexmisbrug, unfair betaling af bønner og arbejdere. Paradokset er naturligvis at vanilje nu er en af verdens dyreste krydderier hvilket også har medført omfattende snyd, svindel og tyveri af vaniljebønner fra vaniljeproducenterne. Madagaskar er ikke en undtagelse.

Vi har valgt at samarbejde med Jean Christophe fordi de har underskrevet og håndhæver forskellige konventioner der sikrer medarbejdernes rettigheder (ILO), ikke ansætter medarbejdere under 18 år og samtidig også kan levere vanilje som er økologisk, FLO(Fairtrade) og HACCP, Kosher certificeret.

Derudover så har vi naturligvis også valgt Jean Christophes virksomhed fordi de producerer en meget lækker vanilje i forskellige kvaliteter hvor vi samtidig også kan få både vaniljestænger og vaniljepulver i både små og store mængder.

Antanarivo

Generelt betragtet repræsenterer Madagaskars Bourbon vanilje ca. 80 % af verdens vanilje produktion.

Vaniljeplanten og ”grønne bønner”

Vaniljeplanten er en klatre orkidé som producerer en bælg der minder om en lang grøn bønne og kan få op til 10 meter lange ranker.  Fra vaniljen plantes, går der cirka tre-fire år, før den blomstrer og bærer frugt. Efter 10-12 år producerer planten ikke længere vanilje nok til at kunne bruges kommercielt.

Vaniljen skal håndbestøves

Vaniljeorkidéen stammer fra Mexico. I Mexico bliver vaniljeblomsten naturligt bestøvet af bier, men da disse bier ikke eksisterer i Madagaskar, skal vaniljeorkidéerne bestøves ved håndkraft i Madagaskar. Den gule vaniljeblomst blomstrer kun én dag om året og er typisk kun åben i ganske få timer. Bestøvningen af blomsterne indebærer derfor et meget tidskrævende og manuelt arbejde. Håndbestøvningen finder typisk sted mellem oktober og januar.

Juni til august er høstsæson

Der går mellem syv og ni måneder fra vaniljeblomsten er blevet bestøvet, til vaniljen er moden og kan høstes. Vaniljen kaldes på dette stadie for grønne vaniljebønner – og minder også af udseende om en grøn bønne. Jo længere tid vaniljen får lov at modne på planten, jo mere koncentreret bliver smagen af vanilje efter forarbejdning. Kvaliteten af vaniljen bedømmes ud fra, hvor koncentreret aromastoffet vanillin er, hvilket har indvirkning på vaniljens markedspris. Hvis vaniljen bliver hængende for længe på planten, risikerer bønnen at briste (split Beans) hvilket kan påvirke kvalitet og markedspris.

Der går seks kilo grønne vaniljebønner til et kilo sort vanilje

Efter høsten gennemgår vanilje en lang og kompleks forarbejdningsproces, hvor aromastoffet vanillin og de mere end 300 smagskomponenter udvikles.

1. Når vaniljen er blevet høstet, vaskes den grundigt, hvorefter den tilføres blancheres i 3 minutter ved 60 grader, hvorefter vaniljestængerne lægges i en varm svedekasse i 48-72 timer for at udvikle vanilin indholdet.
2. For at udvikle de rette smagskomponenter og vanilinindhold kræver vaniljen hurtig dehydrering og langsom gæring. Over de næste 4-6 uger bliver vaniljen skiftevis tørret i solen i løbet af dagen og rullet ind i tæpper i lufttætte beholdere om natten for at fermentere.

Denne proces fortsætter indtil vaniljestængerne har fået en mørkebrun farve og et fugtighedsindhold på mellem 28-35 grader.

3. Vaniljen kvalitet sorteres efter type, længde og fugtighed, hvorefter den pakkes ind i paraffinpapir og lagres i op til seks måneder. Denne proces resulterer i, at vægten på vaniljen reduceres.

Det kræver cirka seks kilo grønne vaniljebønner at producere et kilo forarbejdet vaniljestænger.

 

4. Vaniljestængerne opdeles i forskellige kvaliteter afhængig af hvad de skal bruges til.

Opbevaring

Vanillestænger har svampelignende egenskaber og suger væske, aromaer til sig og netop derfor er det afgørende for vanillestængernes kvalitet at de opbevares i mørkt i lufttæt beholder.